Det var Støjbergs våben mod genopdragelsesrejser. Alligevel er det brugt under fem gange

Da Inger Støjberg i 2018 ville gribe ind over for genopdragelsesrejser, præsenterede hun et helt nyt og særligt værktøj. Hvis der er konkret mistanke om, at et barn er ved at blive sendt på genopdragelsesrejse, så skal passet kunne fratages eller nægtes udstedt. Alligevel er det sket under fem gange fra 1. marts 2022 til 21. maj 2025, viser en gennemgang fra Udlændingestyrelsen, som Berlingske har fået aktindsigt i. Og da politiet sidst opgjorde det i 2021, havde man ikke frataget eller nægtet ét eneste pas på grund af mistanke om genopdragelsesrejser, viser et brev, der blev sendt til FN 11. januar 2021, og som Altinget tidligere har beskrevet. Det har ikke været muligt at få opdaterede tal, oplyser Rigspolitiet. Det viser tydeligt, at genopdragelsesrejser er »håbløst underbelyste«, siger islamforsker og lektor Jesper Petersen fra Københavns Universitet. »Der inddrages så få pas, fordi det kræver en stærk faglig vurdering at inddrage et pas. Men du ved ikke, hvornår en inddragelse af pas er det rigtige at gøre, hvis du ikke har nok viden om emnet,« siger han. Når man kigger på, hvor mange sager der ellers når videre i systemet, er det også meget få. Siden 2019 har politiet kun sigtet 21 personer for at have stået bag genopdragelsesrejser, der har været til fare for barnets sundhed eller udvikling, viser tal fra Rigspolitiet, som Berlingske har fået aktindsigt i. Det skal ses i lyset af, at der har været 282 henvendelser om genopdragelsesrejser til myndighederne, hvor borgeren har befundet sig i udlandet, viser tal siden 1. april 2018 fra Nationalt Center for Æresrelaterede Konflikter (MÆRK). Og både eksperter og myndighederne vurderer selv, at der er et væsentligt mørketal med flere sager, som man ikke kender til. »Der er et vidensvakuum mellem, hvad systemet tror, at det kræver at stoppe genopdragelsesrejser, og hvordan virkeligheden ser ud i de muslimske miljøer,« mener Jesper Petersen. Et væsentligt mørketal Når man kigger på vores nabolande, så tyder alt på, at de danske myndigheder kender til færre sager, end der reelt er. I 2024 modtog de danske myndigheder 52 henvendelser om borgere, der befandt sig på en genopdragelsesrejse i udlandet, ifølge tal fra MÆRK. I Norge var tallet meget højere. En tilsvarende myndighed havde kendskab til 252 sager. I Sverige blev der dokumenteret 74 sager, der indebar 134 ofre. Forskere i Danmark har forsøgt at finde frem til, hvor mange unge der er i risiko for at blive sendt på en genopdragelsesrejse. Syv procent af pigerne og fem procent af drengene i alderen 15-17 år med ikkevestlig baggrund har oplevet, at deres familie har truet dem med at blive sendt på genopdragelsesrejse, fremgår det af en rapport fra 2018 lavet for Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Hvis disse tal skal omsættes til enkeltpersoner i dag, så er der tale om 607 drenge og 797 piger, viser beregninger lavet med data fra Danmarks Statistik. Det store omfang af manglende viden om sagerne og fænomenet giver systemet en berøringsangst, mener Jesper Petersen. »Vi svigter de medarbejdere, der står ude i frontlinjen. Og vigtigst af alt, så svigter vi de unge mennesker, der ender på genopdragelsesrejser, når lovgivningen ikke afspejler virkeligheden i de muslimske miljøer«, siger han. Der er berøringsangst En af dem, der selv har oplevet at være på genopdragelsesrejse, er Sihaam Mohamoud, der i foråret fortalte sin historie til Berlingske. Både hende selv, hendes mor, fætter og kusine har været på genopdragelsesrejser til Somalia. Hun fortæller, at fem-otte personer har kontaktet hende, siden hun stod frem, fordi de også selv har været sendt på genopdragelse eller har et nært familiemedlem, der har været sendt afsted. Hun peger på, at det er et hyppigt fænomen i særligt somaliske miljøer. »Jeg ved, at der er et kæmpestort mørketal,« siger hun. Det er også Sihaam Mohamouds oplevelse, at systemet har svært ved at forstå genopdragelsesrejser såvel som andre religiøse og kulturelle praksisser. Hun har oplevet en berøringsangst fra systemets side. Hun siger selv, at hun har set lærere, der ikke har reageret, når der er rejst bekymring om, at børn ikke er kommet hjem igen fra en rejse til Somalia. Hun oplever, at lærerne frygter for konsekvenserne for barnet, hvis de rapporterer til kommunen. »Lærerne ved ikke særlig meget, og de ved ikke, hvad de skal stille op. Jeg føler, og undskyld mit sprog, at lærerne er kulturelt dumme og naive. De mangler viden om problemerne.« Systemet sagsøges I Aarhus har 23-årige Amal Araweelo Almis sagsøgt Aarhus Kommune og Udenrigsministeriet. Hun kræver 400.000 kroner i erstatning, fordi myndighederne ikke greb ind, selv om hun gjorde dem opmærksom på sin bekymring for at blive sendt på genopdragelsesrejse. Hverdagen stod på koranlæsning og afstraffelse med slag og pisk under et 16 måneder langt ophold i to genopdragelseslejre i Somalia. Amal Araweelo Almis´ advokater har peget på, at kommunen overså fire advarsler uden at gøre noget for at forebygge rejsen. »Jeg håber bare på retfærdighed. At det, jeg har været igennem, ikke skal gentage sig for andre,« sagde Amal Araweelo Almis i retten. Aarhus Kommune og Udenrigsministeriet afviser kravet om økonomisk godtgørelse. Der ventes dom i midten af juli. Pengene går til spilde I de seneste år er indsatsen mod genopdragelsesrejser blevet løbende tilføjet ny lovgivning, specialiserede fagfolk og midler. Jesper Petersen bifalder også oprettelsen af Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter, hvor der er tilknyttet såkaldte sikkerhedskonsulenter, der skal rådgive fagfolk om håndtering af blandt andet genopdragelsesrejser. Alligevel mener lektor Jesper Petersen, at der hverken er tilstrækkelig viden eller de rigtige redskaber til at stoppe problemet. »Det kan godt være, at man har indført en ordning som sikkerhedskonsulenterne, der skal hjælpe borgere og fagpersoner i disse sager. Men de kan reelt kun sige, at vi kender problemstillingen, og det er dét. De har ikke nogen forskningsbaseret viden om, hvad de reelt skal gøre,« siger han. I sidste ende efterlades borgeren med problemerne selv, fordi staten reelt ikke kan hjælpe eller løse problemerne, siger forskeren. »Og så går pengene til integrationsindsatsen fuldstændig til spilde.« Svært at gøre noget, når de er kommet afsted Hos Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter kan kontorchef Stine Strohbach ikke genkende, at myndighederne skulle være for dårligt rustede til at standse genopdragelsesrejser. »Sagerne er meget komplicerede, og der er utroligt mange dilemmaer at tage stilling til. Som udgangspunkt må forældre jo gerne tage deres børn ud og rejse. Og det er derfor, at vi hele tiden skal holde lovgivningen for øje,« siger hun. Hun peger på, at der i løbet af de seneste år er blevet indført en række initiativer, der dagligt hjælper med at håndtere sagerne. Der er blandt andet oprettet en national koordinationsenhed mod genopdragelsesrejser, hvor specialister kan hjælpe de enkelte fagfolk med at håndtere sagerne ude i kommunerne. Lærere og andre fagpersoner er samtidig forpligtede til at underrette kommunen ved mistanker om genopdragelsesrejser. Hun oplever, at sagerne typisk opstår i forbindelse med en sommerferie, hvor skoler efter ferien opdager, at børnene ikke er vendt hjem til første skoledag. Det gør sommerferien til højsæson for genopdragelsesrejser. »Når først de er sendt afsted, så er det rigtig, rigtig svært at hjælpe dem. Det skal opdages på forhånd,« siger Stine Strohbach. Kan ikke bare hente dem i ambassadebilen Ambassaderne kan hjælpe danske statsborgere og personer med fast bopæl i Danmark i sager om ufrivillige udlandsophold, fremgår det af Udenrigsministeriets hjemmeside. Men løsningen skal være lovlig i det land, de opholder sig i. »De kan jo ikke hoppe i en dansk ambassadebil og så bare køre ud og hente dem på et fremmed lands territorium. Det ville vi heller ikke acceptere i Danmark,« siger centerchef Kenneth Schmidt Hansen fra Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme. Derfor går det via diplomatiske kanaler og politisamarbejde, der er meget begrænset i lande som Somalia og Kenya. I alt er der ifølge Udenrigsministeriet pr. 16. juni 2025 kendskab til 14 verserende sager. Det kræver et meget tæt arbejde med de udsatte grupper i Danmark, siger Kenneth Schmidt Hansen. »Vi har en frygtelig masse instrumenter, men det kræver til gengæld, at myndighederne er enormt tæt på de berørte grupper, og det er den svære opgave,« siger han. Derudover kan der være barriere for mange børn ved at opsøge myndighederne, hvis de har kendskab til en genopdragelsesrejse. »Det er svært for børnene at gå imod deres forældre. Hvis du samtidig gennem opvæksten har fået at vide, at du ikke kan stole på systemet, så vil du jo ikke søge hjælp,« siger Stine Strohbach Hun anerkender dog, at der kan være berøringsangst hos nogle lærere eller sagsbehandlere. Flere undersøgelser viser, at børn med ikkevestlig baggrund – og i høj grad børn fra Mellemøsten, Nordafrika og Pakistan – i mindre grad bliver anbragt. »Det kan tyde på berøringsangst eller professionel tvivl, eller hvad vi nu skal kalde det,« siger hun. Alligevel er hun fortrøstningsfuld. »Selvfølgelig er vi ikke i mål, men vi står et helt andet sted end for 20 år siden, og der er rigtig meget viden på vej.« Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) siger, at vi skal gøre »alt for at stoppe genopdragelsesrejser« og fremhæver tidligere initiativer. »Det betyder også, at myndighederne skal blive bedre til at gribe hurtigt ind, når der er mistanke om, at en forælder planlægger en genopdragelsesrejse.« https://www.berlingske.dk/indland/det-var-stoejbergs-vaaben-mod-genopdragelsesrejser-alligevel-er-det-brugt